Marshall Middleton II Anmeldelse

Når det kommer til lyden i Middleton II, er der virkelig meget at sige. Det første, der slog mig, er, at det virkelig er fantastisk, hvordan en så lille højttaler kan lyde så stort. Her kan meget få andre modeller med lignende dimensioner fra andre producenter være med og konkurrere – dette helt uden forvrængning!

Bare fordi en højttaler kan spille højt – nærmere bestemt 102 dB på en meters afstand, ifølge mine målinger – betyder det ikke nødvendigvis, at den lyder godt. Det forsøger jeg at klarlægge med de sædvanlige sange, som vi plejer at bruge til bluetooth-højttalere.

Vi har udarbejdet et analyseværktøj, som vi forsøger at følge så strengt som muligt, for at du som forbruger både skal kunne danne dig et indtryk af, hvordan produktet præsterer, men også for at sammenligne med andre produkter, som vi tidligere har anmeldt. I det omfang det er muligt, forsøger vi også at bruge forudindstillet EQ, så potentielle kunder let skal kunne bruge de samme indstillinger som os. Med Middleton II brugte jeg “Marshall”-indstillingen.

Den første sang er “Chained” med The xx, en bastung sang, som frem for alt har mulighed for at afsløre eventuel forvrængning, og om bassen falder fra på nogen måde. I Middleton II bliver bassen i denne sang både massiv og punchy. Selvom bassen fylder meget – for meget til at lyde naturligt – er det let at adskille bassen fra de øvrige registre. Stemmerne i mellemtonen føles både fyldige og varme, hvor de er helt rigtigt positioneret i centrum. Diskanten føles sikker og distinkt, her mærker man dog, at jo længere væk man kommer fra de lave frekvenser, desto større er risikoen for, at detaljer går tabt på grund af den massive bas.

Næste sang er “bad guy” med Billie Eilish, en sang med et bredt register, hvis afslutning tilsyneladende kan få plomberne til at rasle ud af munden, eller i det mindste få kæben til at falde ned mod gulvet – hvis lyden er god, vel at mærke. Afslutningen gør virkelig, at man taber kæben, når man lytter til den i Middleton II. Lige når man starter bad guy i Middleton II, er det slående, hvor meget velproduceret bas man kan få ud af en så lille højttaler. Bassen er både rig på subbas og føles svulstig og tung. Inden nogen andre elementer er nået at komme ind i sangen, når man at tænke – “Ikke en chance for, at andre registre kan få plads her…”, men det kan de. Når Billies stemme gør entré, er den både naturlig og balanceret, og stemmen ligger desuden helt rigtigt, langt fremme i registret. Selv fingerknipsene, som kommer ind i sangen et halvt minut inde, lyder naturlige med en dejlig top. Diskanten, som havde tendens til at forsvinde i den foregående sang, får her helt rigtigt plads, cymbalen lyder både sprød og tydelig.

Den tredje og sidste sang er “I’m Not The Only One” med Sam Smith, en personlig favorit ud fra et testperspektiv, da den har et meget bredt register, som virkelig afslører, hvad en enhed gør godt og mindre godt – uanset om det er hovedtelefoner eller højttalere. Dette er ikke sangen, hvor bassen skal fylde allermest, og det gør den heller ikke her. Selvom bassen tager lidt mere plads, end det er tiltænkt, overtager den på ingen måde sangen. Det er især Sam Smiths stemme, der skiller sig ud her, stemmen lyder troværdig med stor nærvær. I mellemtonen er det svært at finde noget at anmærke på. Selvom stemmen har tendens til at lyde en smule basrig, lyder den meget godt, med stor nærvær og rum. Også lilletrommen lyder flot med god rumklang. Strygerne, som ligger i omkvædet og mellemspillet, har dog tendens til at få en mere tilbagetrukket rolle på grund af basguitaren og stortrommen. Når det er sagt, er det denne sang, jeg ville vælge, hvis jeg ville vise Middleton II fra sin allerbedste side for nogen. At kunne producere et så flot lydbillede i et så lille format er imponerende.